Menu
Luk

Rungsted sejrede i ny slutspils drama-udligner serien til 1-1

Rungsted sejrede i ny slutspils drama-udligner serien til 1-1

Bitcoin Arena dannede i dag rammen om det andet kvartfinaleopgør mellem Rungsted Seier Capital og Rødovre Mighty Bulls. Mange forventningsfulde fans fra begge hold var mødt op og dannede en flot og farverig kulisse.

Rødovre vandt den første kamp, så presset lå på værterne fra Rungsted. Der var dog blot spillet 26 sekunder af kampen da hjemmeholdets Brendon Nash måtte en tur til afsoning for interference. En dum start for Rungsted, som kunne frygte en gentagelse af første kamp i serien, hvor der blev brugt for meget tid i straffeboksen.
Rødovre blev dog aldrig farlige i det efterfølgende power play og i stedet tog Rungsted initiativet. De blåklædte nordsjællændere skabte flere farlige chancer og dominerede kampen. Første mål blev sat ind i power play af Rasmus Andersson assisteret af kaptajn Morten Green og Mattias Persson. Fortjent pauseføring til værterne efter de første 20 intense minutter.

Kort inde i anden periode gjorde samme Mattias Persson det i power play til 2-0. Bitcoin Arena kogte og Rungsted syntes at være i fuld kontrol med kampen.
Men som så ofte før i denne sæson havde Rungsted svært ved at forvalte føringen. Rødovre kom langt bedre med i kampen og styrede slagets gang. Fem minutter inde i anden periode reducerede Anders Schultz til 1-2 og fem minutter senere udlignede Rødovres finske spiller Eetu Vento.
Noget af en spand koldt vand i hovedet for hjemmeholdets spillere, der pludselig havde svært ved at få spillet til at fungere. Rødovre fortsatte dominansen ind i tredje periode og da gæsterne kom i power play med 10 minutter tilbage af kampen, spredte der sig for alvor en nervøs stemning på lægterne.

Taget i Bitcoin Arena var derfor ved at lette, da Robin Bergman i undertal dukkede op spillede pucken ind til Marcus Olsson som fik sat pucken i målet og bragte  Rungsted foran 3-2. Rødovre tog kort efter time out og trak målmanden ud men fik ikke noget ud af det afsluttende pres, og det var derfor jublende Rungstedspillere, der kunne fejre sejren.

En kæmpe forløsning for Rungsted, der udligner serien til 1-1, og bryder slutspils forbandelsen på 12 nederlag i træk. Kamp 3 i denne dramatiske serie finder sted på Kl. 19:00 tirsdag i Rødovre.