Menu
Close

Rungsted-kvintet til J18 VM

Rungsted-kvintet til J18 VM

Det lykkedes alle fem Rungsted-drenge på J18-landsholdet at spille sig gennem nåleøjet i træningslejren og komme med til årets J18 B-VM i Ungarn.

Turneringen starter søndag, hvor Danmark skal møde værterne, og det bliver med både Nicolai Weichel, Mathias Røndbjerg, Jonas Røndbjerg, William Boysen og Alexander True i holdopstillingen.

Weichel var også med ved J18 VM sidste år og har i denne sæson været topscorer i J18-landsholdets 10 træningskampe i løbet af sæsonen, så ham kan man godt betegne som selvskrevet til holdet.

Alexander True er også selvskrevet. Han var også med sidste år, og det var kun et spørgsmål om, hvorvidt han blev slået ud sammen med Seattle i den canadiske juniorliga, WHL. Det blev han tidligere på ugen, og som trøst kommer han så med på J18-holdet til VM. True var også med i J20-landsholdstruppen i denne sæson.

Lidt mere tvivl kunne der vel rettelig være omkring to gange Røndbjerg og Boysen.

Boysen faldt lidt ud af J18-landsholdstruppen tidligere på sæsonen, da han var ude et par måneden med sit brækkede håndled, men han har grindet sig på plads i truppen igen til sit første J18 VM.

Mathias Røndbjerg var med i den første J18-landsholdstrup i sæsonen, men blev ramt af en hjernerystelse, og han var ude de næste par gange, men med en virkelig flot anden halvdel af sæsonen, hvor Mathias imponerede dybt på Rungsteds Metal Liga-hold, så var han også efterhånden umulig at komme uden om på J18-landsholdet.

Med får Mathias også sin to år yngre lillebror Jonas Røndbjerg, som yngste spiller på holdet.

Det er faktisk ret sjældent, at J16-spillere klarer sig med til J18 VM. De sidste fire gange en J16-forward har været med på det danske J18 VM-hold, der er de efterfølgende havnet i NHL: Nicklas Jensen (2009), Peter Regin (2002), Jannik Hansen (2002) og Frans Nielsen (2000).

Nu vil vi nødig lægge noget pres på Jonas og alle spillere udvikler sig jo forskelligt, men vi krydser da fingre for, at denne trend kan fortsætte med Røndbjerg om nogle år. Men da først efter nogle flere år i Rungsted-dragten. Det virker trods alt som den bedste vej at tage. Man kan således notere sig, at både Jensen, Regin, Hansen og Nielsen tog yderligere et eller to år i Danmark efter deres J16-sæson, og først forlod den danske liga, da de var profiler med et point i snit i ligaen. Det lader således til at være en rigtigt god opskrift.

Men nu gælder det i første omgang om at hjælpe Danmark så godt som muligt i jagten på at vende tilbage til A-gruppen for J18.

Danmark spiller efter følgende program:
* Søndag kl. 16.30 mod Ungarn
* Mandag kl. 20.00 mod Hviderusland
* Onsdag kl. 13.00 mod Frankrig
* Fredag kl. 13.00 mod Kazakhstan
* Lørdag kl. 20.00 mod Norge