Menu
Luk

RSC STYRKER DEN SPORTSLIGE ORGANISATION

RSC STYRKER DEN SPORTSLIGE ORGANISATION

Rungsted Seier Capital har pr 1/7-2018 styrket den sportslige organisation med ansættelsen af 36-årige Morten Hagen som sportschef i klubben.

Morten startede sin ishockeykarriere som målmand i Gentofte, men kom i en ung alder til Rungsted, hvor det blev til et par år på ligaholdet, inden turen gik til Hvidovre nogle år. I en ung alder valgte Morten at satse på trænergerningen, og han har stået i spidsen for Gentoftes 1. divisionhold, Copenhagen Hockeys ligahold samt det danske U18 landshold i tre sæsoner, hvor det blev til to oprykninger til A-gruppen.

Morten arbejder til daglig som ledelseskonsulent hos Intenz A/S hvor han fortsat vil være ansat, men har også sideløbende været tilknyttet DIUs træneruddannelses program, så ishockeyen har været en del af Mortens liv i snart 30 år. Denne erfaring har vi en forventning om Morten kan bringe i spil hos Rungsted Seier Capital.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at Morten og jeg kender hinanden særdeles godt gennem de seneste 20 år, udtaler Rungsteds direktør Thomas Friberg. Vi har spillet ishockey sammen, og har arbejdet sammen både hos Copenhagen Hockey og på U18-landsholdet. Hvad de færreste nok ved er at Morten helt fra starten af projektet i 2013, har rådgivet os omkring scouting af spillere og trænere. Jeg er glad for at hans rolle nu bliver mere officiel i klubben slutter Thomas Friberg.

Mortens primære arbejdsopgaver bliver i samarbejde med direktøren og trænerteamet, at optimere scoutingen både i Danmark og udlandet. Herudover vil Morten også fungere som sparringspartner for trænerteamet og optimere vores arbejdsgange omkring spillerudvikling og strategi.

Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet, og har allerede haft den første dialog med cheftræner Peter Johansson. For mig er det vigtigt at hjælpe Rungsted med at tage de næste skridt mod toppen, og det er jeg overbevist om vi kan gøre i fællesskab siger Morten Hagen.