Menu
Close

GODKENDT INDSATS TRODS NEDERLAG

GODKENDT INDSATS TRODS NEDERLAG

Det var et noget decimeret Rungsted Seier Capital hold, der skulle åbne træningskampene på hjemmebanen i Bitcoin Arena.

Afbud fra Gustav Green, Mathias Røndbjerg og de tre nordamerikanske importspillere gjorde naturligvis opgaven svær. Læg hertil at truppen skal tilføjes yderligere en importspiller inden sæsonstart og at William Nistrup har været syg i fire uger, så lignede det en svær opgave mod et Rødovre hold der umiddelbart kun manglede to spillere i Carlsen og Eller.

Rungsted stillede til start med i alt 16 markspillere, hvoraf de seks (Nistrup, Jelert, Harries Andersen, Møller, Schulze og Wildhagen) er spillere med 0-1 års erfaring fra ligaen, og alle er under 20 år.

På trods af de svære odds gik Rungsted til sagen med stærk energi, og kreerede adskillige gode chancer i første periode. Der var også chancer til Rødovre, men perioden endte 0-0. I anden periode scorede Rødovre i Powerplay efter ét minut, og få sekunder senere øgede de røde fra vestegnen til 0-2. Rungsted skiftede Jon Lee-Olsen ind istedet for Thomas Lillie halvvejs igennem 2. periode, da det på forhånd var aftalt at målmændene skulle dele kampen. Første skud mod Jon Lee-Olsen trillede over stregen, og Rødovre var foran med 0-3. Det skulle dog blive til en Rungsted reducering ved Marcus Olsson inden 2. periode var slut, så der var stadig håb da 3. periode startede.

Man frygtede at de tre kæder hos Rungsted måske ville have svært ved at stå distancen så tidligt i sæsonen, men det lod til at spilernes form er ganske fin, og rigtigt godt spil resulterede i en reducering ved Mathias Persson, da Rungsted var i undertal.

Nu stod der pludselig Rungsted på det hele, og både Rosenthal og Gade var tæt på at udligne til 3-3 flere gange. Med 1.15 tilbage på haluret trak Flemming Green Jon Lee-Olsen ud af målet til fordel for en ekstra markspiller. En Rødovre back clearede pucken ud af egen zone via banden, og den sorte skive rullede lige så stille ned i det tomme Rungsted mål til stillingen 2-4.

Kampen var nu afgjort, men endnu en gang lynede Rødovre offensiven to gange kort efter hinanden og scorede i sidste minut til slutresultatet 2-5.

Det er altid ærgerligt at tabe til Rødovre, men faktum var at det Rungsted hold der stillede op på hjemmebane fredag aften, var meget anderledes end det hold man kommer til at se når turneringen starter om en god måneds tid. Det var spændende at se de unge spillere være sultne efter at vise deres talent i førsteholdstruppen, på trods af flere af dem kun har været på is én sølle gang de seneste fire måneder.